Jeg har lavet bunker af hæklede suttesnore og har slet ikke fået taget billeder af dem allesammen. Men det er endnu et godt projekt, når man skal lære at hækle. Se også vimplerne her.
Man skal bruge seleklips, gummiringe og bomuldsgarn, der kan tåle at blive vasket igen og igen. Man kan sagtens lave dem uden gummiringe og bare hækle en ring, men jeg har altid sat en ring på. Den kan både sidde på sutter med og uden "håndtag".
Man starter med at lave fastmasker om seleklipsen og så laver man ellers 16-20 rækker af den maske man har lyst til og fastmasker om ringen. Se opskrifter her på Garn Grammatik, her på Tante Tråd og her på Farmorfabrikken.
Barnevognskæderne har uendelige muligheder. Jeg sætter en seleklips i hver ende og sætter stofkugler og træperler fra Søstrene Grene på og hækler gerne nogle minivimpler eller kugler og sætter på en snor. Det kan være garn eller helst noget mere elastisk. Mine veninder har også sat dem på autostolene.
Sommerfuglene er lavet efter Halagers opskrift, du kan finde her .
Der findes mange søde seleklips, som jeg køber rundt omkring i garn og stofbutikker, når jeg lige falder over dem. Så ved jeg, jeg altid har nogle på lager, når jeg hurtigt skal lave en gave til babybesøg, babyshower, dåb mm.